Sjaja Haddadi, Aalborg Karnelval, Event manager

Q&A med Sjaja Haddadi fra Aalborg Karneval: »Nogle gange er det også bare bedre at have nummeret til pedellen på et givent sted end direktøren, for det er oftest dér jeg finder uvurderlig hjælp«

Foto: Privat
Tekst: Sofie Vitalis

Aalborg Karneval er en af de største årlige begivenheder vi har i Danmark. Karnevallet forløber over to uger, fordelt på tre store events: International Parade, Børnekarneval og Stjerneparaden. Ved selve begivenheden er Aalborgs gader rammerne, og alle kan klæde sig ud, deltage og agere gøglere for en dag. Karnevallet bringer fantasi, frirum og forståelse til bybilledet; det er en begivenhed, der samler sig om mangfoldighed og kreativ udfoldelse. Hvert år fastsættes et tema for begivenheden, og op igennem tiden har man kunnet gå til Karneval med temaer såsom: “Tabu”, “Sexologisk Have”, “Magi i luften” og “Atlantis”. Op imod 100.000 festglade folk deltager årligt i begivenheden og tilskuertallet er endnu højere. Faktisk har karnevallet vokset sig så stort, siden dets spæde begyndelse i 1983, at det nu er Nordeuropas største af sin slags.

Det er ingen hemmelighed at det kræver hårdt arbejde og drivkraftige personer, at udføre et event af denne kaliber. Vi har været så heldige, at få lov til at tage en snak med én af de mange seje kræfter bag: Sjaja Haddadi. Hun er sekretariatsleder ved Aalborg Karneval, og denne jobtitel er vi været nysgerrige på, at høre mere om:

 Hvad er din rolle hos Aalborg Karneval?

Jeg er sekretariatsleder. Jeg står primært for ledelse af sekretariatet og er overordnet ansvarlig for det kreative indhold.

Hvad har været afgørende for dig, for at bryde igennem i eventbranchen?

Jeg har brugt enormt mange timer og engageret mig frivilligt, før jeg blev ansat. Det er aldrig spildt at være frivillig og er man dygtig og viser engagement, så bliver det helt sikkert lagt mærke til. Alle ansatte hos Aalborg Karneval har været praktikanter først. Ofte står vi også og mangler folk til korte projektansættelser, og der kigger vi altid først i puljen af frivillige og praktikanter, som vi har arbejdet med først. Jeg har også selv haft projektarbejde ved andre eventorganisationer, ved samme metode. 
Så det er noget af det første jeg kigger efter på et CV, når vi leder efter studentermedhjælpere og praktikanter.

Hvad er det vigtigste at kunne i arbejdet som sekretariatsleder hos Aalborg Karneval?

At tale med og lytte til mange forskellige typer mennesker. Jeg har gennem de sidste 15 år hos Aalborg Karneval arbejdet med alt fra internationale karnevalsgrupper til lastbilchauffører, kreative typer til praktiske grise, og det er også det bedste ved dette arbejde! Men man skal kunne finde ud af at kommunikere med alle typer og lytte til deres erfaringer og input. Alle mennesker har noget at byde på, og vores kontakter til alle typer mennesker og professioner, er vores stærkeste ressource. Nogle gange er det også bare bedre at have nummeret til pedellen på et givent sted end direktøren, for det er oftest dér jeg finder uvurderlig hjælp.

Hvilke udfordringer har du mødt i dit arbejde og hvordan har du håndteret dem?

Udfordringer er der rigeligt af! Særligt lige nu. Det der dukker op i mit hoved, når jeg tænker på udfordringer er, at jeg sjældent føler at de er uoverkommelige fordi jeg har en organisation omkring mig, som bakker mig op. Man står aldrig alene med problemerne og der er altid nogen man kan spørge. Jeg håber også selv at kunne være den kilde, folk går til for at få hjælp. Det er det bedste i verden at kunne hjælpe andre videre med deres udfordringer.
I 2020 har jeg haft meget fokus på motivation af medarbejdere og frivillige, fordi vores eksistensgrundlag blev fjernet med pandemien. Første slag med aflysning af karnevallet var rigtig hårdt. Men andet slag, hvor vi på premiereaftenen måtte aflyse vores Horror Night arrangement, var meget hårdere. Det kom mere uventet. For ikke at gå helt i kulkælderen besluttede vi med det samme, at vi VILLE gennemføre et arrangement i 2020 og fandt derfor på det eneste der kunne gennemføres – en lysfestival i Kildeparken. Det var fantastisk for energien og motivationen på kontoret at vi igen mærkede lidt af den glæde, der er ved at afvikle et arrangement – særligt når arrangementet er til stor glæde for publikummet. 

Har du gang i nogle projekter, som du synes er særligt spændende for tiden?

Vi er særligt udfordret for tiden, og udsigterne til andet år uden at lave et karneval, havde jeg aldrig troet vi skulle igennem. Vi arbejder dog på en plan B lige nu, som er rigtig spændende! Jeg kan sige mange dårlige ting om corona, men jeg bliver også nødt til at erkende at pandemien har åbnet op for andre muligheder og samarbejder vi ellers ikke havde indgået i. Vi har nye samarbejder med andre kulturinstitutioner, fordi der generelt er en stemning af at vi skal hjælpe hinanden og bakke op om det der kan lade sig gøre.  Så vi havde aldrig startet en lysfestival op på en måned, hvis det ikke var for pandemien – så helt skidt var det ikke.

Har du nogle gode råd til andre som ønsker at bryde igennem i branchen?

Kom ud og tilbyd dig og engager dig! Der er sjældent andre veje ind i de store eventorganisationer.  Vi skal nok få øje på dig hvis du er dygtig.

Drømmer du også om at være en del af store eventafviklinger? Måske er et forløb på Innovative Event Management noget for dig

//Udgivet 1. juni 2021