Interview med tidligere kursist, Catrine Christensen

Foto: Privat

Hvis man er nysgerrig efter, hvad vores skønne kursister har af drømme i eventbranchen, så er det her muligt at lære Catrine Christensen og hendes vej i eventbranchen at kende. Catrine har gang i spændende projekter og vil helt klart inspirere flere til en fremtid i eventbranchen.

Foto: Privat

Hvor længe har du været interesseret i at arbejde med events?

Jeg blev nok født ind i det. Mine forældre var selvstændige erhvervsdrivende med en brudekjoleforretning, så jeg var, vant til at tage med dem på bryllupsmesser, hvor jeg selv gik model. Jeg tror jeg var 4-5 år, da jeg første gang skulle ud på en scene i forbindelse med et modeshow. Så jeg brød sceneskrækken i en tidlig alder og derfra har jeg nok altid kunne lide at være en performer. Events har altid faldet mig naturligt at arrangere i det private, men det blev først mere seriøst efter jeg kom i musikbranchen i 2014 og etablerede mit eget band, SoftWave (softwavemusic.com).

Har du nogen erfaring fra eventbranchen?

Ork ja. Jeg har været frivillig på forskellige festivaler (Strøm, Roskilde og Stella Polaris) og var frivillig iværksætter på spillestedet Garagen (Urban 13) ved åbningsfesten. Eftersom jeg kunne mærke jeg skulle bruge mine evner til at hjælpe andre artister, lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg skrev jeg søgte artister som ville have en manager. Det væltede ind med henvendelser, og jeg valgte at have møde med 3 bands (Skarnet, Boys From Heaven, Vinterbarn). Jeg fandt hurtigt ud af at en managers rolle dækker over mange ting og at det var en for stor mundfuld for mig ved siden af mit eget band. Derfor valgte jeg at invitere dem og mange andre til 2 festivaler i 2019 under navnet ”Catch U Booking”. Mine 2 egne første festivaler fra ide til afvikling, hvor jeg både dækkede pop/rock genren og pop/synth. Forberedelsen foregik i et års tid og blev afviklet 26.oktober og 2.november 2019. Jeg sørgede selv for alt og fungerede derfor som projektleder, booker, promoter, frivillig ansvarlig, voiceover-stemme på reklamer mm. Jeg skabte konceptet, rekrutterede samarbejdspartnere fra ind- og udland (bla. Mathilde Falch), lavede SoMe content, bookede spillestedet, bookede artister og søgte endda støttepuljer, såsom Østerbro Lokaludvalg. De valgte at støtte den ene festival, fordi jeg lagde dem med kun 1 uges mellemrum. Det gør jeg aldrig igen (hahaha). Men det var også den eneste fejl jeg lavede. Ellers var det en stor succes. Mine festivaler kom endda i GAFFA, hvilket jeg var ret så stolt af. Festivalerne hed Pop+ Rock Festival og Pop+ Synth Festival, og blev skabt ud af mit store ønske om at støtte andre artister med at få betalte spillejobs. Jeg syntes artisterne fortjente noget for deres hårde arbejde. Derfor var der en fast regel om, at al indtægt genereret fra billetsalget ville blive delt ligeligt imellem alle bands. Et non-profit koncept jeg er stolt af den dag i dag, for folk spørger mig stadig hvornår jeg laver min næste festival. Der er ingen tvivl jeg gør det igen. Men næste gang skal det blive endnu større, så det vides ikke hvem samarbejdspartnerne bliver.

Udover festival-projektet, laver jeg også ofte events ifm. mit bands nye udgivelser. Der er det altid mig der er projektleder og ideerne har det med at poppe op, og så er der ikke langt fra ide til handling. Dem der kender mig og har fulgt mig længe nok, kan godt skrive under på, at det er sjældent mine ideer ikke bliver til noget. I øjeblikket står den på et TikTok event med den populære influencer Nicolai Aagaard, som har tourette og går ”Baglæns mod Mobning”. Han har fået mere end 100.000 følgere på TikTok, efter at have gået med kendte politikere, fodboldstjerner og nu – os. For det eneste han manglede efter min mening, var musik som startskud. Før jeg opdagede Nicolai, havde jeg nemlig skrevet antimobe-sangen ”Don’t Bully Me Again”, så jeg var ikke i tvivl om at det var ham vi skulle samarbejde med. Jeg havde dog også et ønske om støtte fra Mary Fonden, men de kommer måske rendende, når eventet bliver populært nok. Jeg har i hvert fald fået en del gode forslag til fonde jeg kan søge på IEM kurset. Pt er der arrangeret 2 events.

D.27 oktober (Herlev Byskole, afd. Elverhøj) hvor vi bliver fulgt at den lokale presse og forhåbentligt en masse skolebørn, bliver interviewet af Nicolai og sammen vender mobning ryggen. FB event: https://fb.me/e/2JfFdejnE

D.29 oktober (Hillerød Slotssø, på Torvet ved den lille færge) hvor vi bliver fulgt af enten Hillerød Posten eller TV2 Lorry. Her har Hillerøds borgmester bekræftet at deltage. Mange flere spændende personer er blevet inviteret og jeg kan mærke at det vokser på mig, så ender vi med at få støtte fra f.eks. SIND til t-shirts og vandflasker til deltagerne, tør jeg ikke tænke på hvad det kan ende med.

Hør ”Don’t Bully Me Again”: https://softwave.lnk.to/aspire

Hvad motiverede dig til at ansøge om en plads på Innovative Event Management?

Fordi jeg allerede har været på 2 kurser hos jer før (Innovative Artist Academy og Innovative Music Management). Det har altid været en fornøjelse og jeg har taget så mange brugbare værktøjer med mig hver gang, at nye spændende projekter er opstået. Men det aller vigtigste for mig denne gang, var at få et netværk i event-branchen, da det er netværket der er ”the key”. Man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer, når man møder nye mennesker, og det synes jeg er vildt spændende. For mig vil lysten til at lære og blive inspireret aldrig stoppe. Hvorfor disse kurser er alfa omega for sådan en som mig, der skal stimuleres og have boostet mine kreative ideer hele tiden.

Har der været nogle udfordringer, som har gjort dig klogere på hvor du vil hen?

Ja selvfølgelig, for det er det jeg lærer af. Uden udfordringer kan jeg aldrig gøre det bedre til næste gang. Det var egentlig min mening at jeg ville arbejde i musikbranchen som Spotify Expert under et pladeselskab i mange år, og bruge mine ideer fra event kurset til at tilbyde event management til artisterne i den virksomhed jeg har været ansat hos siden i sommers. Men der er noget der siger mig, at der er noget bedre for mig derude, hvor jeg både kan være, projektleder, product manager, Spotify manager og booker på samme tid. Se det ville være fantastisk. Men det kræver nogen derude mangler en med min profil.

Hvem inspirerer dig til at være en del af denne branche?

Ikke hvem, men hvad. Jeg er en problemknuser, og oplever jeg et problem så fikser jeg det, men oplever jeg noget der mangler, så skaber jeg det. Så det er faktisk ”det der mangler” eller ud af et problem, at inspirationen opstår. Det gør mig kreativ at vide at jeg kan skabe noget nyt og innovativt, noget fedt alle har brug for. Og ikke bare ”endnu et event”, nej, noget folk husker.

Og dog kan jeg nævne, at jeg faktisk blev inspireret til at arbejde som projektleder for en større virksomhed som f.eks. Roskilde Festival, efter Sidsel holdt foredrag om projektledelse ved events. Jeg benytter mig allerede en del af værktøjerne WBS og SKAN, men det ville være utrolig sjovt at arbejde professionelt med dem sammen med andre i en større virksomhed.

Derudover har jeg også initiativ til at arrangere et networking event med dem fra IEM Team 26, så vi får fulgt op på hinandens projekter. Jeg fik mindst 3 gode bekendtskaber som ikke er sidste gang jeg kommer til at se.
De var allesammen utrolig søde og jeg fornemmede en stor interesse i at høre om alle mine projekter, hvilket var skønt at dele ud af. 


Drømmer du om en fremtid i eventbranchen, så kan du sende en ansøgning til vores forløb Innovative Event Management. Her får du undervisning fra nogle af landets dygtigste aktører inden for events, du får et unikt netværk både med ligesindede kursister og folk i eventbranchen og du får et kursusbevis til at styrke dit CV i din fremtidige søgen efter job i eventbranchen.