fbpx

Copenhagen Light Festival var symbolet på et event, der udnyttede de muligheder, der var til rådighed

Foto: Dichroic Sphere // Christoffer Askman, vnr.TV, Copenhagen Light Festival (pressebillede)
Tekst: Albert Lund Kuhlmann

Coronakrisen har lagt det meste af eventbranchen ned, men alligevel har ét arrangement formået at få flere deltagere end nogensinde før. Derfor skulle jeg, ligesom de fleste andre i København, selvfølgelig også ind og se Copenhagen Light Festival, da den løb af stablen i februar måned. Både fordi, ja, der var ikke så mange andet at tage sig til, men så sandelig også for at støtte et af de danske events der rent faktisk – mere eller mindre – blev afholdt som planlagt. 

God tur – God afstand

Det er fjerde år i træk, at Copenhagen Light Festival løber af stablen. Og i år har arrangørerne oplevet massiv interesse. Både i forhold til antallet af de mennesker der har gået den oplyste rute i København, men festivalen har også oplevet en væsentlig stigning i antallet af ansøgninger om at få lov til at udstille. Det har helt sikkert noget at gøre med de succesfulde afviklinger de sidste tre år, men det spiller åbenlyst også ind, at det er en af de eneste festivaler, der har kunnet afvikle under ”coronavenlige” forhold. Modsat mange andre festivaler bruger lysfestivalen nemlig hele byen som scene. Copenhagen Light Festival er et lysende eksempel på et event, der har formået at udnytte de muligheder, coronaen trods alt har efterladt. Og så har de formået at afholde deres event på en måde, der talte ind i en trend, der i forvejen var populær hos københavnerne – nemlig at gå en tur.

Jeg mødtes med min kæreste en snevejrsaften på Højbro Plads midt i København. Og jeg glædede mig faktisk til endelig at gå en tur, der ikke bare var tidsfordriv og et desperat forsøg på at retfærdiggøre, at jeg egentlig mest havde lyst til at se fjernsyn og spise chips. Rent faktisk gå en tur, der havde et formål og forhåbentlig ville give mig en oplevelse. Kloge hoveder siger, at man snakker godt når man går, men her, et år inde i pandemien, er det naturlige ’walk-and-talk’-flow, ved at være brugt op. Der er altså bare mere at tale om, når man går igennem et område med visuel action – og det vurderede jeg, at der måtte være gode chancer for på Copenhagen Light Festival.
På Højbro Plads blev vi taget imod af udstillingen “Ånd”. 10 hvide, lysende traner, der hang i loftet af et stort metalstativ, og lyste det område af pladsen op, som altså var vores startdestination. Kunstværket var skabt ud fra tranens symbol som et mystisk dyr, der kommer med håb og helbredelse. Og det var også lidt det, udstillingen fik mig til at føle. Det svage, tydelige lys gav mig ro i kroppen, særligt på grund af det lette snevejr, der fik lysstrålerne til at danse. På en eller anden måde sendte kunstværket også tanker hen til den fællesskabsfølelse, som regering så voldsomt har prøvet at vække i alle danskerne i løbet af pandemien. For ved første øjekast kunne de lysende fugle lige så godt have været hvide, danske svaner. Symbolet på at selvom vi i øjeblikket befinder os i en andedam, kan vi vokse op og blive til de smukkeste svaner.

Ånd // Christoffer Askman, vnr.TV, Copenhagen Light Festival (pressebillede)

Et event der bringer lys i en mørk tid

På et helt lavsymbolsk niveau rammer Copenhagen Light Festival også hovedet på sømmet i denne tid. For udover at formatet rent faktisk kan lade sig gøre, så er symbolværdien i at indhylle København i lys også kæmpestor. I en tid fuld af uvished, frygt og bekymringer var festivallen et symbol på, at håbet ikke er ude, og at de muligheder vi havde engang, nok skal komme igen – helt bogstavelig talt aggerede festivallen lyset for enden af tunnelen.

At lade hele byen skal være afviklingssted er både utrolig oplagt og virkelig genialt. Copenhagen Light Festival bruger nemlig hele den danske hovedstad som afviklingsstation. Og selvom det var foreslået at man skulle gå en “rute” rundt og kigge på kunstværkerne, så var der ikke nogen krav, hverken om hvilken vej man skulle gå, eller om hvor meget af eventet man skulle deltage i. Det at vælge selv stod i kontrast til alle de regler og retningslinjer, der er blevet lagt ned over byen, og på den måde var festivalen også et savnet frirum til at bestemme selv.

Et lille plaster på et åbent sår

Undervejs på det meste af vores tur kunne vi hele tiden lade os guide af en af festivallens hovedudstillinger, ”Green Beam IV.” En over tre kilometer lang laserstråle der gik fra Tivoli, igennem slotstårnet på Christiansborg, og endte på en stor betonbygning ude på Refshaleøen. Laserstrålen blev også påvirket af snevejret, men det havde en anden effekt på den, end den havde på udstillingen ved tranerne. Det som ved tranerne virkede beroligende og næsten meditativt, virkede på den grønne laserstråle langt mere aggressivt og frustrerende. Det lignede næsten at laseren var ved at løbe tør for strøm, eller at den ikke var rigtig skarp. Og det spejlede sig i virkeligheden meget godt, i den helhedsoplevelse festivalen gav. Vi gik en lang tur i snevejr, for vi følte ikke vi havde ikke andre muligheder. Selvom vi var deltagere i en festival, fik vi hverken lettet vores længsel efter at stå i en publikumsmængde, møde fremmede, spændende mennesker, eller drikke lunkne øl og sove i et varmt telt. Alligevel var oplevelsen på Copenhagen Light Festival et plaster på vores åbne festivalsår. Følelsen af at have en begivenhed i kalenderen og møde op for at nyde kunst der var udstillet for vores oplevelses skyld, var i den grad til stede. Og Copenhagen Light Festival beviste, at det betaler sig at tænke ind i de muligheder der er fremfor at hænge sig i begrænsningerne.

Green Beam + Slør // Christoffer Askman, vnr.TV, Copenhagen Light Festival (pressebillede)

Mange af de aktiviteter der skulle have været afholdt i forbindelse med festivalen, blev aflyst. Men det resulterede i, at essensen af udstillingen stod tilbage. Symbolet for håb – og gåturens kraftfulde magt til at samle en befolkning i en krisetid.

// Udgivet den 18. marts 2021