Der er simpelthen så mange kreative folk i den her by, og så mange nysgerrige modtagere!

To branchefolk og undervisere på Innovative Event Management udtaler sig om vigtigheden af at tilegne sig viden indenfor eventbranchen, samt hvad Aarhus har at byde på for eventmagere. Vi har talt med Julie Iwinski (Projektleder & Eventkoordinator for Aarhus Filmværksted) og Jarle F. Kondrup (medstifter & partner hos Innovation Lab)

Hvorfor er det vigtig at tilegne sig viden inden for eventbranchen?

Julie: Der er så ufattelig mange led i at styre projekter, mange parter at tage hensyn til og mange interessenter, som du skal tilfredsstille. Derfor er det vigtigt at have nogle basale værktøjer at læne sig op af, så du sikrer, at du ikke overser de små ting, som kan påvirke og forstyrre helheden. Det er enormt vigtigt, at du bringer dit planlægningsgen i spil og laver en udførlig plan, så du kommer i mål med projektet og når dine milepæle. Det handler om at bruge de nødvendige redskaber, som giver dig det overblik, som du har behov for. Men det handler i den grad også om at lære at navigere i projektets proces uden at følge skemaer og to-do lister slavisk. I eventbranchen skal der i den grad være plads til kreativitet og den del af det kan være svær at plotte ind i et skema.

Jarle: Det er imidlertid ikke lige til at skabe et event, der ikke er set før, eller et arrangement, som folk vil huske som noget helt specielt. Med viden omkring det fysiske og psykologiske i oplevelser, samt redskaber og metoder til kreativitet, eventskabelse og innovativ tænkning er det imidlertid muligt at øge chancen for, at netop dit event bliver en succes og et arrangement, som folk står i kø for, år efter år.
Alle kan arrangere et event. Men det er ikke alle, der kan skabe noget, der ikke er set før såsom Cirque de Soleil, Red Bull Crushed Ice, Apple lanceringer o.m.a. Det kræver innovativ tænkning og mod. Mod kommer delvis med erfaring og forberedelse, men især gennem viden. Hvis man kender til psykologien bag, så ved man, når noget virker. Det samme er gældende for den innovative del, hvor teknikker og metoder kan gøre selv den sløveste komité til nytænkende genier. Dertil kommer selvfølgelig HÅRDT arbejde, vilje, netværk, dedikation, omstillingsparathed og en vis portion held (tænk vejr og uforudsete forhold).

Hvorfor er Aarhus en spændende by at lave events i?

Julie: Aarhus er kulturel og organisk på så mange måder. Du kan ikke overbevise mig om, at der ikke er noget at opleve en weekend, for det er der! Der er simpelthen så mange kreative folk i den her by, og så mange nysgerrige modtagere. En af fordelene ved at lave events i Aarhus er, at der altid er nogen, der kender nogen, der kan det, som du skal bruge. Der er et stærkt netværk af unge kreative iværksættere, så det handler om at være nysgerrig og opsøge disse netværk. Jeg kan ofte blive overrasket over, hvor hurtigt, jeg kan finde frem til personer, som har de kvalifikationer eller den viden, som jeg skal bruge. Det er fantastisk!.

Jarle: Aarhus har mange forcer ved at være Danmarks by no. 2. Det giver en vilje, et sammenhold, et engagement som egentligt er forbeholdt mindre byer og sammenslutninger. Aarhus er sammentømret. Der er mulighed for at lave alt fra mindre undergrundsfestivaler og pop-up events, til store musikarrangementer og internationale kunstinstallationer. Det politiske miljø er desuden endnu mere tændt end nogensinde før, ligesom der er allokeret rigtig store midler i forbindelse med kulturhovedstad 2017, hvor Aarhus for alvor kommer på den internationale kultur-radar.