20 nov Q&A med Nanna Ketley Pedersen: »Nu står vi her som en af Danmarks største og bedste éndags-festivaler. Det er fandme fedt!«
Tekst: Sofie Segall
Foto: Privat
Fyrværkeri Festival vokser med hastighed og er gået fra at være en lille lokal Festival til at have ca. 17.000 festivalsgængere. Bag festivalen står bl.a. Nanna Ketley Pedersen, som arbejder som Event Manager året rundt for festivalen. Fyrværkeri Festival har bl.a. haft kunstnere som Suspekt, Thomas Helmig, Christopher, D-A-D og Michael Learns To Rock på deres spilleprogram. I det sidste halve år af 2019 har vi været så heldige at få Nanna Ketley Pedersen med på vores repetoire af undervisere i Aarhus. Læs hele Q&A’en med Nanna nedenfor.
Hvad består dit arbejde i?
Jeg er event manager / koordinator på festivalen. Vi er kun to fuldtidsansatte, så jeg har fingrene i næsten alt og groft sagt indebærer mit arbejde planlægning, koordination og administration. Jeg laver sikkerhedsplanlægningen og herunder også afsætningsplanen for festivalpladsen, jeg styrer økonomien, koordinerer med myndigheder, leverandører, samarbejdspartnere, frivillige osv. Jeg laver desuden også en masse grafisk arbejde, jeg står for al markedsføringen, og laver både hjemmeside og SoMe. Alt det administrative arbejde der nu er, når man er en forening eller virksomhed, laver jeg også. Festivalen bliver afholdt af en almennyttig forening med det formål at indsamle midler til velgørende formål, så der er nogle vedtægter og nogle regler der skal følges, og en udlodning der skal arrangeres – alt dette laver jeg også. Jeg forbereder desuden alt vedr. vores billetsalg, udarbejder strategier og planlægger, selvfølgelig i samarbejde med min chef. En lille opsummering på mit arbejde kunne altså lyde, at jeg er lidt af en blæksprutte med nogle meget forskellige opgaver og mange bolde i luften.
Hvorfor synes du selv at din rolle er vigtig?
Jeg har det forkromede overblik på festivalen. Det gælder både foreningsmæssigt, forretningsmæssigt, opbygningsdelen, planlægningsdelen, administrationsdelen osv. Og det er både enormt vigtigt og nødvendigt ift. strategier, fremtiden, mål og visioner. Jeg har snart 10 års erfaring med festivalen og har altså hele festivalens liv inde under huden. Det har min chef også, og flere af vores bestyrelsesmedlemmer og frivillige har også været med helt fra starten, men hvor de fokuserer mere på enkelte områder, så fokuserer jeg på festivalen som helhed og prøver så vidt muligt at holde styr på det hele.
Hvilke kunstnere har i haft på festivalen?
Vi har i 2020 10-års jubilæum og her kommer Lukas Graham, Rasmus Seebach, Alphabeat, Carpark North, Medina, Burhan G, Infernal og Poul Krebs. Når man har 10-års jubilæum forpligter det jo lidt og derfor er vores musikbudget i 2020 det største i festivalens historie. Igennem tiden har vi haft besøg af rigtig mange forskellige kunstnere. Blandt andre har Nephew, Thomas Helmig, Nik & Jay, Christopher, Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, SAVEUS, Aqua, TV-2, Kim Larsen, D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Tina Dickow, Suspekt, Johnny Madsen, ItaloBrothers, Mads Langer, Michael Learns To Rock og mange flere spillet på festivalen.
Hvilke tiltag har du været med til at skabe på Fyrværkeri Festival?
Jeg har arbejdet på festivalen siden starten i 2011 og har undervejs været med til mange forskellige tiltag, både store og små. I starten var jeg frivillig og jeg har undervejs haft mange forskellige roller og med tiden fået mere ansvar. Jeg blev fuldtidsansat da festivalen i 2018 flyttede til Viborg og den gik her fra at være en mindre lokal festival med ca. 6.000 deltagere til at være en større festival med ca. 17.000 deltagere. Det krævede naturligvis enormt mange ændringer, forbedringer og tiltag, for at det kunne lykkes. Vi arbejder stadig på at forfine og optimere vores brand, image, festivalplads, billetsalg osv., så det nu passer til en stor og professionel festival.
Et lidt mere konkret tiltag jeg arbejder på lige nu, er at gøre festivalen mere eller mindre kontantfri. Det kræver mange ændringer i arbejdsgange osv., og der er mange forskellige ting, der skal overvejes og tilpasses, før det kan blive et succesfuldt tiltag. En del af vores publikum bruger stadig kontanter i hverdagen og de skal jo ikke udelukkes, bare fordi vi ikke ønsker at have kontanter i vores barer, boder osv.
Hvor ønsker du at festivalen er om 10 år?
Jeg håber, at vi bliver ved med at forny os, udvikle os og generelt blive bedre hele vejen rundt, både hvad angår festivalpladsen, service, administration osv. Noget af det værste der kunne ske, ville være, at vi kører fast og bare gentager os selv, og ikke følger med tidens udvikling. Det er noget vi taler om og arbejder meget med, og det håber jeg også vi gør om 10 år. Noget andet vi arbejder på, er at gøre det til en tradition for vores publikum, at den sidste lørdag i august hvert eneste år er lig med Fyrværkeri Festival. Og dét mål håber jeg da klart, at vi har nået om mindre end 10 år. Det ville også være oplagt, at festivalen om 10 år er blevet endnu større og måske har udvidet til to dage, men nu må vi se. Hvad musikken angår, så er det helt sikkert, at festivalen inden for de næste 10 år har minimum ét internationalt stort hovednavn på plakaten, men det kunne også være virkelig fedt, hvis vi kunne hjælpe de lokale upcoming bands på vej og give dem en platform, hvor de kan afprøve deres musik.
Hvor ser du den største udfordring ift dit arbejde?
Den største udfordring ift. festivalen er klart det her med at blive ved med at forny os. Vi skal ikke sidde fast i gamle vaner, rammer og rutiner. Der skal ske noget nyt på festivalpladsen hvert eneste år, der skal være et alsidigt og spændende indhold på vores sociale medier osv. Generelt skal vi hele tiden optimere og udvikle på alle fronter. På et lidt mere personligt plan ift. til mine arbejdsopgaver, så er det ofte en udfordring at jonglere med de mange forskellige bolde på én gang – jeg har tit gang i mange forskellige ting på samme tid, det er nødvendigt, men med ønsket om, at vi skal blive ved med at forny os, udvikle os og optimere hele vejen rundt, så bliver det en udfordring at holde fokus på det vigtigste.
Hvad har været din største succes ift festivalen?
Min største succes ift. festivalen er klart, at det er lykkes at flytte festivalen til Viborg og gøre den så stor og så god som den er. Det har været, og er stadig, hårdt og der ligger et kæmpe stykke arbejde i det, men det er SÅ fedt, at det er lykkes på trods af, at rigtig mange ikke rigtig troede på, at det kunne lade sig gøre. Jeg var selv meget skeptisk i starten, men vi arbejdede hårdt på det og troede på det, og nu står vi her som en af Danmarks største og bedste éndags-festivaler. Det er fandme fedt! JEG har fået det til at lykkes i samarbejde med min chef, vores fantastiske bestyrelse, skønne frivillige og gode samarbejdspartnere og leverandører, og dét er en fantastisk følelse! Vi har jo fået lavet en skøn festival, hvor der er plads til hele 17.000 publikummer, som alle fester, hygger, danser og spreder kærlighed. Bag om festivalen har vi et fantastisk fælleskab og sammenhold med de frivillige og vores samarbejdspartnere, og vi har en lige så stor fest, som publikum har. Nu hvor festivalen er flyttet til Viborg og er kommet mere på landkortet, er blevet større og mere succesfuld, betyder det jo også, at der er et større udbytte til både erhvervslivet i nærheden af Viborg og foreningslivet i hele Region Midtjylland. Og lige præcis udbyttet til foreningslivet er jo formålet med hele festivalen, så det er jo fantastisk, at vi nu kan udlodde endnu mere til nogle af de fantastiske projekter, som foregår rundt omkring i idrætsforeningerne i regionen.