Q&A med Project Manager Simone Skogen Lassen & Senior Press and Event Advisor Kristina Sindberg fra Have Kommunikation – Del 2

Eventbranchen byder på mange muligheder, og det er derfor vigtigt at finde frem til hvad der interesserer dig mest. Dette er en fortsættelse af interviewet med Projektleder, Simone Skogen Lassen og Senior Press and Event Advisor, Kristina Sindberg, fra Have Kommunikation. I første del af interviewet fandt vi ud af, hvad der er vigtigt, når man skal planlægge et event. Nu spørger vi videre ind til Simone og Kristina, for at få et bedre indblik i deres oplevelser inden for event verdenen.

Hvad er jeres vildeste oplevelse inden for eventbranchen?

Vi spurgte Simone og Kristina ind til, hvad de selv mener har været den vildeste oplevelse, som de har været med til inden for eventbranchen – og her var det svært for Kristina, at udvælge én enkelt begivenhed:

“Vi har jo oplevet mange vilde ting. Vi har oplevet nogle gange, hvor tingene kan tage overhånd. Vi har oplevet, hvor man mangler små komponenter, eller hvor man lige pludselig måske har lidt for mange bolde i luften. Jeg har stået med Al Gore og skulle hente ham i lufthavnen, samtidig med at jeg skulle have ham på en scene og afvikle et show. Jeg har også arbejdet med mange andre store personligheder, som kræver et helt særligt VIP-treat. Vi arbejder også meget med Kongehuset herinde (red. Have Kommunikation), qua jeg laver Kronprinsparrets Priser, og vi har også Kongefamilien til stede til mange af de arrangementer vi laver. Det er en særlig opgave, fordi det kræver tilrettelse i forhold til, hvordan tingene kommer til at foregå. Jeg synes det er svært at sige, hvad der har været de vildeste ting, man kan jo sige at det vildeste er, når tingene går op i en højere enhed og det lykkedes. Det seneste jeg deltog i, som jeg lige husker, som var en vild oplevelse, var Kim Larsen-arrangementet inde på Rådhuspladsen, mindekoncerten, hvor 40-50.000 mennesker lige pludselig var samlet, og hvor vi havde været med på kommunikationen i fem dage op til. Det var jo et sammenspil af mange elementer, som gik op i en højere endhed. Man kan sige at det vildeste er, at have startet med en masse komponenter, og så se det lykkedes – og det har vi altså haft mange af, og derfor er det svært at sige hvad der har været det vildeste.”

Simone tilføjer:

“Det er jo også det her adrenalinkick man får, når man trykker på startknappen. Man har forberedt sig i enten fem dage, fem måneder eller nogle gange flere år op til eventet. Den vildeste følelse i maven er, når man ser det ske, og man ser på folks reaktioner og det hele løber af stablen. Men også følelsen når det hele er slut, og det hele forhåbentlig er lykkedes vanvittigt godt – det er den vildeste følelse, og det er en af de ting der gør, at det er så fedt at arbejde med events, fordi det tit er kæmpestort.”

Simone og Kristina har også arbejdet sammen ved flere events, og særligt et af dem husker de tydeligt:

Simone og jeg var begge to i Lissabon og lave Eurovision, dengang vi havde vikingerne med, som endte i top 10. Det var jo også en kæmpe holdindsats i måneden op til i forhold til at skabe opmærksomhed omkring den danske delegation. Det var ikke den klassiske eventrolle vi havde her, men mere en kommunikationsrolle.”

“Der er mange områder, hvor man kan tage del i eventbranchen. Det at opleve Eurovision i Lissabon var en kæmpe oplevelse, selvom det ikke er Kristina og jeg, som har haft en finger med i spillet på afviklingen af showet, så får man oplevelsen med på en anden måde. Man spiller en vigtig rolle i forhold til de deltagende i eventet, også i forhold til at der bliver skabt opmærksomhed omkring den danske delegation til Eurovision, hvor man jo i ligeså høj grad skal være på fra morgen til aften og tage sig af de mennesker, som deltager på nogle andre præmisser end vi selv gør – Altså så alle har en funktion som er vidt forskellig i det her events. Det er heller ikke altid at man kender alles roller, så lige pludselig ser man alting gå op i en højere enhed, og det er det som er så fantastisk ved det.”

Hvilke gode råd kan I give til andre der drømmer om at planlægge events?

Til sidst spurgte vi Kristina hvilket gode råd hun kunne give videre til andre:

Jeg tror man bliver nødt til fra starten, at finde ud af hvad det er en for en del af eventplanlægningen man godt kan lide. Er det at være med til at få det til at blive afviklet på dagen, er det at konceptualisere det – altså hvad er det ens interesse ligger i. Er det at lave minut planer og produktion, eller er det mere at være med i kommunikationen af det. Jeg tror i hvert fald, at man skal gøre sig klart, at der er mange nicher inden for eventplanlægningen, og man skal finde ud af hvor ens force er i forhold til det. Mange steder kan man godt komme ind og afprøve det som runner på mange ting, man kan tage fat i både eventfirmaer og underholdning på produktioner. Generelt kan man komme ind og få lov til at prøve det af som runner, og prøve at få en fornemmelse. Der er også mange festivaler, hvor man kan prøve det, f.eks. kan man være frivillig på Grøn Koncert, som vi også laver, man kan være frivillig på Odense Film Festival, man kan være frivillig på mange enormt store begivenheder, hvor man får prøvet noget af, og man kan finde ud af, hvad man synes er fedt. Det er helt klart sådan noget med at være meget skarp på hvordan man vil arbejde med events. Jeg tror helt klart, at jeg ville prøve at komme ind og arbejde frivilligt på nogle af de store begivenheder og finde ud af, hvad det er for nogle områder, som jeg er god til, og hvor det er, jeg ser mig selv.”

Simones bedste råd til andre er:

“Har man aldrig nogensinde arbejdet i eventbranchen før, kan det være svært at sige, hvad det er for et nicheområde, man synes er interessant. Det er helt vildt vigtigt, at man kommer ind til det med et åbent sind, når man deltager i sine første events, og at man er med på at hjælpe til der, hvor der er brug for det, også selvom det måske ikke er verdens mest fede opgave, man bliver stillet overfor. Man bliver nødt til at have det mindset, at et event bliver stablet på benene, fordi alle løfter i flok, og derfor skal man være med på at hjælpe til, hvor der kræves hjælp lige nu og her – alt kan ske i løbet af sådan en afvikling, hvor man skal vende på en tallerken, fordi noget kan gå galt eller noget kan blive ændret, og så er der lige pludselig lyn og torden, og så skal man lave det hele om. Så man skal gå ind til det med et åbent sind, og være indstillet på at bruge de første mange gange på bare at forstå mekanikken i det hele. Et vigtigt nøgleord er tillid, og hvis man skal fortsætte med at få jobs inden for eventbranchen, så er et netværk afsindigt vigtigt, og det netværk etableres også ved at der skabes tillid blandt de medvirkende som husker dig, og kan bruge dig næste gang der laves et stort event.”

Brænder du for at skabe unikke events? Innovative Event Management tager dig helt tæt på eventbranchen og dets vigtigste aspekter.

Skrevet af Nicoline Juhl Gyrming