At virkeliggøre drømme: hvordan kommer man fra idé til koncept?

At gå fra idé til koncept kan være en stor opgave. Mange kommer aldrig videre fra den kreative idéudvikling og mange idéer går tabt. For hvordan virkeliggør man drømmen? Det har vi taget en snak om, med project coordinator og kaospilot studerende Nynne Juul.

Starten…

Forud for ethvert projekt ligger en drøm om at løse en udfordring. For Nynne startede det med et afgangsprojekt ved Kaospilot skolen i Aarhus, hvor hun sammen med sin projektpartner så en udfordring i klimaforandringer, eller endnu større; en grundlæggende ubalance i menneskets forhold til naturen. Derfor søgte de efter en lille ting, som den helt almindelige borger kunne gøre, der ville have en stor påvirkning på problematikken.

Inspirationen kom flere år før, da Nynnes projektpartner deltog på en festival, hvor hun mødte en kvinde der havde en stor passion for kompost. Netop genanvendelse af organisk materiale, er en lille ting alle kan  gøre, som både lagrer Co2, skaber biodiversitet og fuldender den naturlige cyklus, som vi er en del af.

“Herfra satte vi et klart mål; vi vil gøre det muligt for alle borgere at kompostere deres madaffald i byen.” fortæller Nynne.

I den første, indledende fase blev der arbejdet med Scancards, et projektledelses system for at undersøge trends og tendenser, der var relevante at bruge og blive inspirerede af. Og udfra disse opdagelser blev der så åbnet op for hvordan et koncept, der opnåede deres ønskede mål, kunne se ud.

Fra idé til koncept

Med en baggrund som fra Kaospiloterne har Nynne mange gode værktøjer at drage på, hvor hun har været med til at søsætte mange nye projekter.
“En stor del af min læring gennem uddannelsen og tidligere projekter har været at det altid er bedre “at bruge 100 kroner 10 gange, end at bruge 1000 én gang”. Med det mener jeg selvfølgelig at det er bedre at komme ud og teste et koncept hurtigt og med lav risiko, for så at kunne lære af det flere gange. ”
En del af projektet har derfor været at arbejde med prototyper, hvor de har testet de hypoteser, der kunne være afgørende for om projektet lykkes; “er kunderne interesserede i produktet, er det muligt at få betaling, hvordan kunne det virke logistisk?”

For Nynne og hendes projektpartner, blev der derfor foretaget en del fodarbejde, for at få viden omkring marked, målgruppe og hvordan processen skulle gribe det an.

“Denne process gav os omkring 3 måneder spækket med læring. Læring som vi søgte, læring som dukkede uventet op og læring som kunne være vildt frustrerende. Arbejdet ude i felten har givet os en god fornemmelse for, hvad der virker, og hvad der ikke virker.”

Ved at afsætte tid til at teste prototyper, har det også givet projektgruppen mulighed for at komme frem til den bedst mulige løsning:

“Ved at udføre test af prototyper, har vi været selvsikre i det koncept, vi er i gang med at udforme lige nu. Fra de forskellige koncepter vi testede, havde vi mulighed for at sammensætte det koncept, vi kunne se var allerstærkest.”

Hvad er så næste skridt?

“Med et Business Model Canvas af vores koncept på plads, har vi nu mulighed for at åbne op endnu engang, nu med stærkere fokus på hvor vi skal hen.”

Det næste skridt for projektet er at fokusere på det konkrete.  I denne omgang fokuseres der på det konkrete.

“Vi arbejder på at skabe de rigtige rammer for at eksekvere et pilotprojekt i løbet af efteråret 2017. ”

En spændende fase, som også er den hidtil mest udfordrende for projektgruppen, hvor de før med prototyperne havde berøring med udfordringer i forhold til logistik, økonomi, regler og kommunikation, kan de nu mærke at de på mange områder stadig er helt uerfarne.

“Meget kan vi planlægge os ud af. Vi arbejder med Design Thinking faser, vi laver deadlines, vi sætter mål og bruger gameplans. Men der vil altid være udfordringer, der er uforudsigelige og som sætter os tilbage.”

Udviklingen af en idé er ikke kun en dans på roser. Det er benhårdt og man møder mange udfordringer på sin vej. Hvordan holder man hovedet højt?

“Hver eneste gang, jeg møder en udfordring er jeg motiveret til at komme over den fordi jeg tror på det, jeg laver. Jeg tror på, at alle i byen skal have mulighed for at kompostere. Jeg tror på drømmen; jeg tror på at skabe balance mellem natur og mennesket. Og hvis alt andet kikser, så ved jeg at det er den drøm jeg kan vende tilbage til om og om igen for inspiration, motivation og dedikation.”

Læs mere om projektet her: Komposten (Facebook) & Komposten (Instagram)

Skrevet af Tine Ewé Jensen

Går du med en god idé, som du drømmer om at realisere? Få redskaberne til at udvikle din idé til et koncept og lær at realisere dit event på Innovative Event Management. Læs mere her.