Interview med Fredric Syrén, Project Manager på Putte i Parken-festival: Man skal have passion, drive og få et kick ud af at gøre andre mennesker glade

Foto: Ola Gustafsson

Tekst: Martin Rahbek

I forbindelse med den norske branchefestival by:Larm har vi taget en snak med den svenske ildsjæl Fredric Syrén, som arbejder hos Ekmant Event og er Project Manager på Putte i Parken-festival. Læs med her. 

Putte i Parken – oversigt/infoboks

2008: Putte i Parken bliver grundlagt i Karlskoga

2012: Festivalen flytter til Karlstad

2014: Konceptet bag festivalen ændres, og den bliver til en gratis-festival. 2015: Gratis-festivalen begynder at “turnere” – den spreder sig til flere byer.
Er siden 2015 blevet afholdt i blandt andet Stockholm, Örebro, Leksand, Linköping og i Karlskoga igen.

Her er hvad du skal vide om Putte i Parken-festivalen 

Her i Danmark ville man nok sammenligne deres koncept med Grøn Koncert. Det bygger på en række gratis-festivaler i forskellige byer i Sverige, hvor den eneste indtægtskilde er festivalgængernes forbrug på mad, drikke og diverse. Putte i Parken bliver økonomisk støttet af en række kommuner i Sverige. Festivalen er størst i Karlstad. 

De primære bookinger er inden for pop- og rock-genren, og der bookes kun små og mellemstore navne, da budgettet ikke rækker til mere. Denne model gik Putte i Parken over til i 2014. Den startede dog allerede i 2012 som en del af et såkaldt festival-boom i Sverige. Problemet med alle de nyoprettede festivaler var, at de i forsøget på at overgå sig selv og konkurrenterne endte med at blive underskudsforretninger og gå konkurs én efter én. Dette er siden blevet omtalt som “Festival-døden” i Sverige. Fredric forklarer: 

– Grunden til det var, at man bookede artister, og man forsøgte at overgå sidste år for at sikre sig, at gæsterne kunne opleve noget nyt og købte billetter. Det betyder jo, at du pådrager dig enorme omkostninger på artister. Jeg ved, at Peace and Love for eksempel bookede Rihanna og Jay Z for vanvittige priser. Hvis du så har et lille tab på 10% i billetsalg, så kan du ikke betale artisterne og så går du hurtigt konkurs.

Putte i Parken blev derfor flyttet fra Karlskoga til Karlstad. Det var en fordel at flytte til en større by, hvor besøgende havde bedre muligheder for at komme til og fra samt at opholde sig imens festivalen var i gang. Desuden blev konceptet ændret til dét, det er i dag: gratis indgang, kommunal økonomisk støtte, lavere budget til artistbookinger og siden hen også opsætninger i flere forskellige byer.

Det kommunale samarbejde blev, og er stadig, enormt vigtigt for Putte i Parken. Det har skabt en tryg forretningsmodel, hvor den gratis entré betyder, at der i løbet af en festival på tre dage i gennemsnit kommer 50.000-60.000 besøgende. De kommer ikke til at booke de største kunstnere i verden, men deres unikke koncept er en bæredygtig form for festival.

Om Ekman Event

Ekman Event er firmaet, der arrangerer Putte i Parken. De er full-service event-leverandører, hvilket betyder, at de bliver hyret af mange nordiske festivaler til at levere alt fra festivalhegn og toiletter til sceneopsætninger o.l. De leverer også til messer, motionsløb og meget mere, og virksomheden besidder således et bredtfavnende sæt kompetencer. 

I nogle tilfælde bliver deres kyndige medarbejdere hyret af de enkelte events, både til råd, vejledning og ledelse eller til eksempelvis at bygge selve festival-området. Andre gange skal de bare levere deres bestilling. 

Ekman Event ligger under Ekman Invest, som er en paraply for en række af virksomheder, som udadtil beskæftiger sig med forskellige områder (hoteller, bad/toilet-opsætninger, festivaler, events, etc.), men menneskene bag er de samme. Med til dagens interview er også Marcus Andersson, som er vicedirektør for Ekman Invest. Han forklarer lidt om idéen bag at have et full-service leverandør-firma til events: 

– ‘Jeg skal have to kilometer hegn, jeg skal have 18 telte og 40 toiletter’, der løser vi det hele. De behøver bare at ringe og have en enkel samtale eller sende en mail, vi har det hele. Det er der mange, som synes er virkelig godt, at det findes som en helhed. Ellers skal du ringe til ét firma for at få hegn og du skal ringe til et andet for at leje toiletter og sidde og forhandle med alle. Her får man en helhedsløsning. Det er der rigtig mange, som sætter pris på, og så har vi jo et kompetent personale, fordi vi selv arrangerer meget, så der er mange kompetencer at hente i vores forretning.

Fredrics rolle som projektleder

Som projektleder på Putte i Parken arbejder Fredric mere eller mindre med alle områder af at arrangere, opsætte og afholde en festival. Lige præcis booking er han ikke hovedansvarlig for, men kun delvist involveret i, da der er ansat en booker til at foretage forhandlinger og lave aftaler. Men Fredric arbejder med alt det praktiske.  

– I min rolle med Putte i år indgår i princippet alt. Jeg arbejder med virksomhedens finansiering. Jeg arbejder hen mod [et samarbejde med, red.] kommunen og nu arbejder vi ganske tæt med kommunen på baggrund af vores arrangement – med alt fra affald og den slags, til leje af marker, til polititilladelser – så det gør man meget i forberedelsestiden. [Jeg arbejder også med] layout på sociale medier, hvordan vi skal kommunikere og jeg kontakter vores bureau, når vi har brug for noget.

At være denne form for projektleder på Putte i Parken betyder, at det for Fredric som udgangspunkt er et fuldtidsjob. Efteråret og vinteren går med planlægning, foråret med forberedelser og optrapning, og så går sommeren selvfølgelig med opsætning og afvikling af festivalerne i de forskellige byer i Sverige. Men opgaverne rækker ikke helt til et helårs-fuldtidsarbejde, og derfor bliver Fredrics kommunikative kompetencer i vinterhalvåret også anvendt til opgaver for hotellerne eller i den øvrige del af Ekman Event.

Både Fredric og Marcus påpeger, at man i event-branchen skal være forberedt på det sæsonprægede arbejde, og Marcus bruger selv vintersæsonen på at drive hotellerne og Ekman Invests øvrige virksomheder. 

Hvordan fik Fredric rollen 

Fredrics vej til rollen som Project Manager går tilbage til 2013, hvor han arbejdede i Indien. Her havnede han i et selskab med nogle venner, og de besluttede sig for at lave en fest, »som voksede og voksede og blev større og større, og som til sidst blev som en lille festival, som vi egentlig bare lavede på eget initiativ, fordi vi gerne ville fejre en lille ferie«.

For Fredric var det en sjov, udfordrende og meget givende hobby: 

– Så på et hobby-niveau lavede vi et mindre event, og vi havde måske 300 betalende besøgende på den festival.

Til festivalen stiftede Fredric bekendtskab med en fyr, der arbejdede i en projektgruppe i Stockholm, hvor de lavede mindre events og festivaler med omkring 1000 besøgende. På grund af Fredrics hobby blev han en del af den gruppe. 

Herefter flyttede Fredric til Karlstad for at studere kommunikation, men tog kontakt til Putte i Parken og organisationen bag i 2015/2016, fordi han var interesseret i at arbejde for dem og efterhånden havde god erfaring som event-arrangør. De tog ham ind, og han har været i virksomheden lige siden. 

Fredric har med andre ord ikke studeret event management, men haft det som en hobby. Og den hobby er endt med at være et fuldtidsjob for ham. Han er startet i det små med mindre events og festivaler. Her har han stille og roligt bygget på med en learning-by-doing-tilgang under events, der langsomt blev større og større, og hvor han skulle være involveret i det hele. Og det var for ham en rigtig god måde at udvikle sig på: 

– Jeg tror, det er en god vej at gå, at lære alle dele af et mindre projekt at kende, og så langsomt lade det vokse. 

Hvorfor eventbranchen?

Fredric nævner, at for ham er det så fedt og givende at arrangere events, at det lige så godt kunne være forblevet en hobby. Det handler om at samle mennesker og få et kick ud af at opleve deres glæde – uanset hvilket event, det er. Hans råd er derfor, at man først og fremmest skal være sikker på, at det er dét, man vil, og at man kan finde den glæde og det kick, der gør det hele værd. Og hvis det er dét, så skal man køre på. 

– Grunden til, at jeg synes det er så cool at arbejde med, er jo på grund af det kick, jeg får, når jeg har sat et helt event op, og du har mennesker, som er glade og danser og også synes, at det er fedt. For mig tror jeg ikke, det spiller en så stor rolle, om jeg arbejder med musik eller om jeg skulle arbejde med noget andet, f.eks. e-sport, gaming eller lignende. Det er det kick, man vil have, ved at kunne samle mennesker, som har det sjovt sammen. Har man den drivkraft i sig, så er det det helt rigtige at satse på events og arbejde med det. 

Midt på sommeren kan man godt stoppe op og tænke: ‘Er det det værd?’ For man bruger mange timer og kræfter på eventet, og især fordi jobbet er så sæsonbaseret med store arbejdsbyrder i perioder, så kan det godt være meget stressende og intensivt. Man skal være fleksibel og forberedt på konstante ændringer, når eventet er i gang. Man kan planlægge nok så meget på forhånd, men det går aldrig helt, som man har planlagt.

Men så kommer kicket, og så er det dét værd. 

Dér er det hårdt. Det er intensivt. Det er mange lange dage, når du afvikler projektet. Det er stressende og du er helt udmattet, når det er slut. Du har været ude i solen i flere dage, og du er helt færdig. Der tager det et par dage måske, og du får lov til at være hjemme og sove, og så er du ovenpå igen. Man lander ligesom. Det er meget tilfredsstillende. Det er mere end bare et job. 

Gode råd til dig, der vil arbejde i eventbranchen 

For mange kan det måske være en drøm, at ende med at arbejde for de helt store events eller festivaler. Under interviewet kommer vi også ind på, at man i de helt store produktionsgrupper nok bliver ansat til at fokusere på kun ét element inden for netop det event. Men for Fredric er det fedt at arbejde med små og mellemstore events og festivaler, fordi han er hands-on med langt flere forskellige opgaver. 

Så måske skal man ikke nødvendigvis sigte efter at arbejde på de helt store festivaler med det samme, men starte i det små, få en masse erfaring, og så eventuelt specialisere sig inden for det, man synes er mest interessant – og derfra rykke videre til de helt store projekter. Eller man kan gøre som Fredric og bevidst blive i de mindre projekter, så man fortsat kan have en all-around position. 

Egentlig handler det bare om at komme ud og vise, at man er dedikeret og passioneret, og at man brænder for at arbejde med events: 

Har man virkelig et drive (som jeg mener er at føre folk sammen og gøre noget for, at mennesker kan have det sjovt), har man den drivkraft og kan man virkelig fokusere på det, så tag kontakt til et eventfirma. Det er nok det første, man vil høre, eller i hvert fald det første, jeg vil høre – at man har den passion og det er derfor, man gerne vil prøve det hele af. Det er derfor, man vil være med og arbejde og bidrage med det, man kan, til en festival.